Hvordan fordeler kærlighed sig i vores krop?

Jeg oplever inden i min krop som et rundt tomt rør. Det opleves i første omgang som halvmørkt eller gråt. Men jeg kan skimte strukturer i det. Der er ligesom tværgående riller eller niveauer i det. Man kan måske også kalde dem for ”lag”. Det virker som et område i mig, som ikke har været meget lys på i meget, meget lang tid.

Hvorfor kommer det så ind nu? Hvad skal der til, for at det bliver mere synligt – eller så det opleves mere levende? Er der noget, der mangler? Er der noget, jeg skal foretage mig? Eller er der i det hele taget noget, jeg kan gøre for at ændre tilstanden? Den virker noget ”død” i det., eller måske kan jeg beskrive den som ”sovende~latent”?

Væggen i røret er fyldt med huller, som er placeret rundt i vandret liggende cirkler. Hullerne er ikke runde, men er nærmere noget i retning af buer. Hvor mon de fører hen? Jeg forestiller mig eller oplever, at jeg er lillebitte, så lillebitte, at jeg let og uhindret kan bevæge mig ind igennem et af hullerne. Jeg har en lille lampe i hånden, som giver et kraftigt lys omkring mig, så jeg ikke har svært ved at se, hvor jeg bevæger mig henad.

Jeg befinder mig et sted i røret, ikke nærmere defineret. Der er meget rør under mig, og der er meget rør over mig. Det er uvæsentligt. Jeg ved bare, at jeg skal på mit livs rejse – ind igennem min adgang til den guddommelige kærlighed.

Man kommer ikke i kontakt med den uden at give slip på den virkelighed, som jeg kender. Det lader til at være et kollektivt rør, for nu hvor jeg kigger efter, kan jeg se, at der er andre små bitte skikkelser eller væsener med hver deres lille lygte, der er på vej ind i hver sit hul. Nogen har bevæget sig så langt ind, at de kun er synlige på grund af et lillebitte lysskær i mørket. Det virker lidt som mørket i en guddommelig livmoder.

Røret virker levende, organisk nu. Det er ikke bare en struktur, men nærmere som en struktur i universet, hvorfra man har mulighed for at komme til andre dimensioner, hvor lys og kærlighed bliver udfoldet på helt andre måder, end vi er vant til. Denne rejse er en inspirations-rejse, som vil hjælpe mig og andre til at finde ind til den kærlighed, som bor i os alle, men som vi igennem uendelige tider s forløb har glemt eller fortrængt.

Hvorfor har vi gjort det?

Det må da være dejligt at kunne være eller opleve ren kærlighed? Jeg fornemmer, at begrebet ren kærlighed ikke er, hvad jeg i min uvidenhed har troet eller troede at jeg forstod.  Ren kærlighed er som et flow af en duft. Den flyder igennem alt hvad der er. Den skelner ikke imellem godt eller dårligt, den er ikke polariseret. Den ER.

Jeg får en oplevelse eller et billede af, at når man bevæger sig i den rene kærlighed, så er det som at opleve i én lang strøm af forskellige oplevelser – som hvis man var stiften i en grammofon, der bevæger sig hele pladen igennem i en rille, hvori der er lagt spor/ fordybninger, der hele tiden giver forskellige udtryk for energi. Energien er aldrig den samme, og min opgave i dette er blot at være til stede og at opleve uden at dømme eller bedømme, uden at tænke, blot bruge alle mine sanser.

Men hvorfor?

Jeg oplever nu at være i et meget, meget kraftigt hvidt lys. Alt omkring mig er totalt synligt – eller rettere, mine reaktioner på, hvad jeg bevæger mig igennem, er totalt synlige eller opfattes af en intelligens, som jeg på ingen måde kan forstå eller opfatte.

Er dette kattens leg med musen? Nej, der er en følelse af varme, ikke fysisk, men en rummelighed, følelsen af, at lige meget hvad jeg føler, udstråler eller opfatter, så er det ikke forkert. En uendelig hengivenhed, tålmodighed. Som om al tid står stille, og al tid er til rådighed på samme tid. Dette sted er fyldt med paradokser, som alligevel ikke er paradokser. Jeg er på rejse i de uendelige universer, hvor lyset og kærligheden hersker, og hvor mørket er varmt og kærligt, ømheden, omsorgen eksisterer i alle retninger. Det er ikke mig, som rummer disse følelser, og det er ikke universet, som sender dem, men de er til stede på en rummende måde, dér hvor jeg befinder mig.

Det er som at have hovedet opad og nedad på samme tid, at have vrangen vendt ud på kroppen samtidig med at retten også befinder sig på ydersiden. Ret interessant. Min hjerne kan slet ikke følge med, selvom den rigtig gerne vil. Den fyldes hele tiden med undren over ukendte sanseoplevelser på dette sted.

Jeg får øje på noget, som kan minde om en lille hylde, og jeg nærmest svæver hen imod den, da min opmærksomhed rettes mod den. At når mit blik rettes mod noget, så virker det som en magnet. Det er ikke med min bevidsthed, at jeg bliver styret. Det virker mere, som om det er en grundtone eller vibration dybt i mig, der er blevet aktiveret. Der er ikke nogen skelnen mellem mig krop, min bevidsthed, den som oplever, eller hvordan jeg nu skal beskrive det. Det er som en ”urklang” , der er blevet aktiveret af et eller andet i omgivelserne, som om at jeg har passeret en for mig usynlig grænse, hvor efter der er andre måder at opleve og sanse fra. Her kan det ligeså godt være min lilletå der oplever, som mine hænder der føler eller min bevidsthed der fornemmer. Og det er ganske underordnet hvordan det sker.

Jeg oplever nu, at der omkring mig (min lillebitte krop)stråler et klart gyldent lys, mens der er dunkelt omkring mig. Jeg har ikke længere en lillelygte i hånden for at lyse op. Jeg er lyset, der bringer lys med mig hvor jeg kommer hen.  Jeg er med til at bringe lyset frem i ukendte områder.  Samtidig med at jeg fornemmer, at de ukendte områder kun er ukendte for mig. Måske kan man sige u-erkendte områder.

Hvad er formålet med at udforske disse områder, eller med at bevæge sig disse steder?

At bevæge sig her giver lyst, en form for tilfredshed og en boblende fornemmelse af liv igennem mig.  Jeg er ikke i stand til at forstå eller se meningen med tilstanden, men det er heller ikke væsentligt på dette stade af den udvikling, som er i gang.

Det handler om at bringe lys = kærlighed frem i disse områder. Lidt som dr. Livingstone i det ukendte Afrika, som han udforskede.  Men jeg oplever, at her handler det om at bane vejen for den strøm af kærlighed, bevidsthed, som har skabt denne struktur, alt der er.  Det virker som om, der skal et samarbejde til, at selv om jeg er ganske ubetydelig, uinteressant, blot er ”observatør”, så er dette fænomen, at jeg ser og oplever med til at skabe liv og bringe kærlighed, hvad det så er, ind i denne energi. Og det er væsentligt, samtidig med at det er ganske ligegyldigt.

Jeg befinder mig på eller omkring denne ”hylde” – optaget af at ”se”, opleve, fornemme. Og denne tilstand er som en form for lykketilstand. Alt er som det skal være, men i en multidimensionel form, som jeg har svært ved at sætte ord på. Her i denne tilstand er jeg uden tidsfornemmelse, uden følelse af at skulle handle eller andet, blot være. Vente og samtidig ikke at vente. Denne tilstand er også flow, selvom der efter min normale opfattelse overhovedet ikke sker nogen form for bevægelse.  Jeg er i væren – jeg er ét med noget, jeg ikke kan sætte ord på.