Tanker og følelser – vores individuelle barometer
I denne tid skal vi gøre os klart, at vi alle er med skabere til en ny og bedre verden – eller det modsatte. Det er vigtigt, at du er bevidst om dine tanker og følelser, for de påvirker verden omkring dig, på godt eller ondt.
Er du hele tiden i en tilstand af bekymring, sender det bølger af uro og mistillid ud omkring dig. Dette har afsmittende virkning på personer, som ikke er i balance med sig selv, så deres vægt skål tipper mod samme angst.
Verden har brug for dig og din skabende bevidsthed for at forny sig. Og det er vigtigt hele tiden at forny sig – både på det ydre og det indre plan. Ellers taler vi om stagnation. I jordens historie har vi mange eksempler på, hvad der sker, når noget stagnerer. Det er begyndelsen til enden – eller afslutningen af en proces/ periode. Det er Jordens måde at udtrykke fødsels- og dødsprocesser på. Vi kender utallige beretninger om gamle kulturer, som opstod og atter forsvandt. Fælles for alle er, at de har beriget Jorden i kraft af deres opståen.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at ikke alt nødvendigvis skal bevares, at det også er vigtigt at give slip på noget, der ikke længere er tidssvarende, for at noget nyt kan opstå. Når vi møder det nye, er vores tanker og følelser herom med til at bestemme, om det er noget, som vil bestå og udfolde sig, eller om man må kalde det “en prøveballon”. Man kan også se enhver udvikling som en opbygning, hvor man hele tiden tager et trin opad: nye udfordringer, nye muligheder, nye tanker.
På et tidspunkt står man på toppen af pyramiden. Her er man nået til det, som er muligt på dette tidspunkt i Jordens historie. Allerede ved at stå her, har vi bibragt Jorden nye tanker, ny energi, og vi er også selv blevet mere bevidste ved at gennemgå denne læreproces. Vi kan med rette være stolte af os selv, at vi har sluppet de blokeringer, som kunne have holdt os tilbage fra dette skridt fremad. Men næste trin i denne proces er første step på vejen nedad igen. Det er på denne måde, at vi ser kulturer gå under, når de har tjent deres formål – at bringe nye tanker og bevidsthed ind.
Går vi så tilbage til samme stade, som før vi tog turen op ad trappen? Nej, det gør man ikke. For hvert trin vi tager op ad trappen / stigen, bringer vi mere viden og bevidsthed med os, og det bevirker, at selv om noget går under, så handler det om, at det, som ikke længere er brugbart må slippes. “Laurbærrene” er vores, og al den tid, vi har brugt på at nå dem, er ikke spildt, men er derimod springbræt til en ny proces, der kan starte, når vi er klar til det.
Vores første opgave her er at slippe vores bindinger til den gamle energi, starten på den afsluttede proces, og det kan være vanskeligt for os mennesker. Vi elsker, når noget føles trygt og velkendt. At have en solid tryghedszone betyder rigtig meget for mange af os. Men for at komme fremad må vi til at bruge vores kreativitet, vores skaberevne for hele tiden at gøre verden ny og levende. Vi skal lære at flyde med de forandringer, som vi og andre er med til at skabe. Lidt som at sejle i en båd – der kan være flodbølger, strømhvirvler – eller smult vand. Men det mest spændende er, når vi bevæger os af sted, så vi kan se og opleve nye ting.
Hvor meget er vi mon bevidste om vores følelser? Igennem hele vores liv er vi blevet trænet i at kunne “kontrollere” vores følelser – så de ikke belastede andre omkring os – eller fordi vi ikke ville opleve negativ respons fra omgivelserne. I virkeligheden har vi været med til at begrænse noget af det allervigtigste i os selv – vores evne til at føle, og at udtrykke følelser.
Vores følelser er netop det redskab, som sætter os i stand til at manøvrere i verden. Hvad har jeg lyst til? Hvad føles rigtigt for mig? Hvad ønsker jeg mig af livet? Disse følelser sætter kursen i dit liv, hvis du lader dem få lov til at udfolde sig. Vi kan blive opmærksomme på, hvor mange steder og gange i vores liv, vi gentager os selv og gentager måder at håndtere situationer: hvad vi spiser, hvad vi omgiver os med. Vi kan nemt blive meget konservative, og hvor er så nytænkningen? Hvor prøver man nye ting af? Gør noget, som man ikke plejer?
Livet er der, hvor du lever – ikke der, hvor du gentager, hvad du har gjort tidligere, eller hvad du tror andre vil synes om.
At skabe, være kreativ er alle menneskers fødselsgave – fødselsret. I disse år bliver det meget synligt, hvem der tør være skabere af en bedre verden for alle. Der er mange, der kan se, at mange af de gamle værdier, som vores verden er bygget op af, er forældet; men derfra og til at begynde at være aktiv for at ændre den kan være et meget langt skridt.
Men det behøver ikke være en uoverskuelig handling, der skal til. Du kan blot begynde med at være opmærksom på dine tanker og følelser. Hvor kunne jeg have lyst til, at noget kunne være anderledes?
Hvis jeg mærker efter, hvad eller hvordan føler jeg, at det ville være bedre? Hvad skal der til? Alene at begynde at sende nye tanker ud er med til at sætte energien i bevægelse. Og når tilstrækkelig mange mennesker gør sig dette klart, begynder der at ske noget. Du kan være en del af det nye – med dine tanker og følelser – og/eller med dine handlinger. Når du tillader dette at ske, har du allerede taget det første step på trappen til en ny proces.
Vores verden rummer potentialer for ufattelig mange processer og muligheder for os alle. Denne rigdom på muligheder er vores fælles skat, som vi kun kan udnytte, hvis og når vi åbner for vores skabende kræfter og kreativitet, vores tanker og følelser. Giv slip på det, som ikke længere giver mening – og luk op for mulighederne, der viser sig i dit liv. Så er du medforvalter af Jordens kollektive skatkammer.