Jeg får vist, at det arbejde vi har lavet i det forløbne år omkring Ego og bevidsthed er det ene ben af en tredelt struktur, som tilsammen med to andre ben vil løfte bevidsthed/udvikling til et nyt niveau.

De første ord, som kommer derefter, er: Viljestyrke, vedholdenhed og mod.

At flytte grænser – at ophæve grænser – og at forstå, hvordan vi har sat grænser for os selv.

Vi skal lære at flytte os uden at have grænser = en form for ”flydende” flow.

Vi lærer hurtigt i livet at sætte begrænsninger op for os selv, men vi har langt sværere ved at lære at bryde dem ned igen.

Vi har igennem tid og rum lært/ eller forsøgt at lære at navigere imellem disse begrænsninger, og når vi gør det, tror vi, at vi er en succes, at vi er lykkedes. Men i virkeligheden lever vi kun i en begrænset udgave af os selv.

Målet er at blive det fuldt udviklede menneske.

Er vi nødt til at have grænser? Og hvad er grænser? Hvad godt gør de for os? Handler det om ren overlevelse?

Den verden vi lever i i dag: her flygter folk over de fysiske grænser hele tiden – pga. Taliban, Islamisk Stat, Boko Haram osv. Dette bevirker, at verden bliver fyldt op af flygtningen – mennesker som ikke længere kan forblive, hvor de har levet indtil nu – og årsagen kan være terror, trusler, frygt for at blive slået ihjel, sult, nød, naturkatastrofer osv.

At flygte ~at flytte sig er måske et sundhedstegn. Det er tydeligvis en tilstand på globalt plan, som opstår overalt på Jorden i disse år. Der er noget, som ikke længere fungerer, og noget nyt må til, – men hvad? Og hvordan?

Ser vi på vores kroppe og vores liv, afspejler de også disse tilstande. Der ligger stor angst i det kollektive og det personlige plan omkring sygdom, dårlig mad, infektioner, mistrivsel, økonomi og psykiske problemer. Hvad skal der til? Hvad vil/kan vi gøre ved det?

Vi må finde frem til det, vi hver især brænder for – det som fylder os med glæde, kærlighed og følelsen af formål, samhørighed og fællesbevidsthed. Og det er ikke nemt, når man et helt liv har handlet ud fra, hvad man skulle og burde, hvad man er opdraget til eller hvad samfundet havde brug for, ikke hvad der har været det sande udtryk for os hver især.

Vi bliver nødt til at kaste vores lænker. Vi ved måske slet ikke, at vi har nogen, eller hvad de er?

Så hvordan gør man lige det??

Vi må lære at erkende os selv på et langt dybere niveau, end vi normalt gør. At gå dybt ind i vores celler – og derfra videre ind i en ny dimension. Noget som er ved at blive en mulighed for os i disse og de kommende år.

Min fornemmelse er, at vi på en måde kan komme i kontakt med vores ”egen Avatar”, at vi har en slags ”Dublet”, som befinder sig i en anden dimension – i en anderledes sund eller oprindelig tilstand, som ikke er afhængig af tid og rum. Herfra kan vi finde hjælp og inspiration til at overkomme de begrænsninger, vi har lagt på os selv og hinanden.

Fra dette ”Avatar-sted” – hvor der er en helt anderledes kontakt og balance til alt levende og andre dimensioner, er der informations- eller kommunikationstråde ud i mange og meget forskellige dimensioner. Det vil sige, at vi bliver i stand til at trække på en form for Universel intelligens/viden/bevidsthed.

På denne måde har vi mulighed for at tune os ind på andre og ”nye” vibrationer, som vores krop vil reagere på, og forsøge at skabe ny balance og nyt overskud.

Vi kan rejse ud i vores fysiske univers, men det interessante er, når vi kan rejse ind igennem Universet i vores egen krop, og dermed nå til nye eller ukendte dimensioner her.

Først da ophæver vi grænser og flytter os for alvor.