Indstrømningen af nye energier til Jorden har mange ansigter og udtryk. Der hersker ingen tvivl om, at der er lagt en overordnet plan – eller skabelon, hvor igennem de nye energier vil kunne udfolde sig og dermed transformere og påvirke de omgivelser, hvor de befinder sig. En af måderne, hvorpå energien kan formidles, er gennem de nye børn, som fødes ind i den fysiske dimension i disse år.
De nye børn bliver ikke sendt hertil på må og få. De er alle en del af en langt større struktur – et netværk, som er ved at blive skabt omkring og på Jorden. Dette for os usynlige netværk har uendelig mange lag af bevidsthed. Det opleves som at ”væve” et tæppe af uendelig mange, mange tynde lag, som kommer til at ligge ganske tæt over/ved eller igennem hinanden. De rører ikke helt hinanden, men ved den tætte kontakt påvirker de hinanden og der udveksles energi, som virker befordrende på hele processen, og som hjælper de enkelte lag til en større kontakt med ”det samlede netværk”, noget som vil være ganske umuligt for et enkelt individ eller ”netværk” at rumme eller forstå.
På nuværende tidspunkt er vores bevidsthed slet ikke gearet til at kunne forstå eller opleve disse netværk, eller forstå hvad de handler om. Ej heller forstå, hvordan de arbejder og arbejder sammen i processer. Disse netværk er som én stor ukendt organisme, som ”ånder” gennem bevægelserne i det samlede netværk. Dermed er hver enkelt individ i netværket med til at skabe dette åndedræt, det er selv en del af åndedrættet – uden mulighed for at kunne forstå eller reelt mærke sin egen betydning i helheden.
Når barnet kan mærke sig selv og sin egen energi, vil det på et tidspunkt i sin udvikling begynde at kunne mærke det netværk, som det er en del af fra sin fødsel. Ved fødselstidspunktet handler det først og fremmest om den fysiske overlevelse, men barnets bevidsthedsmæssige struktur på dette tidspunkt er samlet som punkter eller ”frø” i det nyfødte barns bevidsthed i den spirituelle kerne. I takt med at barnet vokser og udvikler sig, vil disse frø begynde at udfolde sig. Alle små børn fødes med en tilknytning til et bestemt netværk – forudbestemt fra undfangelse og måske langt før den. Vi er alle del af ”den uendelige plan”.
For de børn, som fødes i disse år, er netværket allerede skabt, når de bliver født. I drømme eller når de sover, kommer de i kontakt med deres netværk. Det er en del af, hvem de er hver især, og det føles som en ganske naturlig tilstand, en tryg og kendt tilstand, selv om de ikke fra starten af deres jordiske liv vil være i stand til at fortælle om den eller kunne bruge den konstruktivt.
Netværket, som den enkelte er en del af, vokser og udvikler sig i takt med børnene. Efterhånden vil de blive mere bevidste om denne del af dem selv, begynde at kunne fornemme, at hvis noget føles rigtigt eller som en trang for dem, så har de støtte og opbakning fra deres ”gruppe” eller ”usynlige netværk”. Det vil være en del af deres personlighed, en slags ”vandmærke”.
Som det opleves lige nu, set det ud til, at når børnene er omkring 10 års alderen vil deres netværk være klar til at begynde sit egentlige arbejde. Børnene vil stadig have oplevelsen af den fysiske verden og de muligheder og udfordringer, som dette giver. Netværket er aldrig statisk eller en begrænsning – det er ”levende” og udfolder sig i takt med børnenes udvikling og virke på jorden. De har bare en indre motivation eller trang til at verden skal udfolde sig, så de føler sig tilpas ved det. Derved er de med til at skabe forandring, balance og udvikling i den verden, de lever i.
Til skabelsen af de enkelte netværk i helheden kræves der en stor gruppe af inkarnerede, fysiske individer, som fordeles over hele Jorden. Denne skabelse af et netværk foregår på det fysiske plan over en tidsperiode af nogle år. Denne periode kan variere, alt efter netværkets formål og struktur. Da universet opererer med uendelig mange muligheder, vil netværksgruppen ikke altid være skarpt defineret. Nogle børn til et netværk fødes før netværket rigtig er helt etableret.
De er på forkant i den verden de lever i, og de kan have svært ved at få kontakt med deres netværk, som på en måde ”halter bagefter” deres fremadrettede energi.
Andre fødes, når netværket er så stærkt og færdig etableret, at et nyt netværk er på vej. De vil kende både deres netværks energi, men også have forbindelse til det kommende netværk, hvilket kan give udfordringer med at fornemme, hvor man hører til.
Disse børn vil leve på en måde som med et ben i hver lejr. En del af dem lever i ”den gamle tid” mens en anden del af dem fornemmer og mærker den nye tid, som er på vej. Det kan ikke være anderledes, – for energien og bevidstheden bevæger sig i en flydende strøm. Derfor vil der altid være overgangsfaser med deraf følgende identitetsproblemer for enkeltindivider.
Disse individer er mindst lige så vigtige, som de individer, som ”kun” er fuldt og helt i deres netværk. Det kræver en særlig form for bevidsthed og overordnet energi for at kunne arbejde i disse overgangsfaser, som er præget af uro og mangel på struktur. Med den splittede baggrund vil disse individer ofte have store evner for at opleve og sanse forandringer og nye strukturer, som er på vej, på et tidligt stadie i udviklingen. Dermed er de med til at støtte de forandringer der vil ske. De kan ved hjælp af deres sansninger hjælpe Jordens bevidsthed ved at sætte markører for de nye netværk, som er på vej.
Der vil opstå og være mange netværk på samme tid – med forskellige virkemidler, men mod samme overordnede fælles mål. Jeg får nu vist to små børns mandalaer: billeder på deres energistruktur og arbejdsmetoder i denne proces. Børnene er søskende:
Det ene barns mandalastruktur rummer ”turbo-områder”, store runde cirkelområder i mandalen, hvor energien kan rotere utrolig hurtigt og derved øge frekvensen. Den er ikke aktiveret hele tiden, men når hun er ved at være træt, aktiveres den, for når hun sover, har hun brug for at være i kontakt med ”sit netværk”, og det kræver en højere frekvens. Man kan også sige, at hun på nuværende tidspunkt som 2 årig ”træner” i at bruge sine turboknapper, som hun senere i sit liv vil kunne bruge lige så let, som at gå, løbe og lege.
Når hun er omkring 10 års alderen, vil hun være så udfoldet og udviklet i brugen af den energi, som hun kom hertil med, at hun i høj grad arbejder sammen med sit netværk, og det bliver spændende at se, hvordan det på det tidspunkt allerede har påvirket hele verden.
Det andet barn er 5 år og rummer en utrolig følsom og sensitiv energi, som er ekstremt nødvendig i hans netværk. Han er det, jeg vil beskrive som ”troldmand” – han er i stand til at ændre og transformere energi på ”magisk” vis. Men for at dette kan ske på en måde, der er sund og sikker for helheden, kræver dette en sensitivitet og fornemmelse for helheden, som netop han har. Han vil kunne fornemme sprækker i energien, revner, muligheder, som kan udnyttes, og jeg ser ”tordenkiler”, som han kan bruge i sit arbejde med sit netværk.
Han har også et særligt samarbejde med sin søster og hendes netværk. Hun sætter ting i gang med sin turbo – og han balancerer og transformerer processerne, så der skabes i balance. Derved viser de, at de enkelte netværk arbejder sammen på kryds og tværs så de støtter hinandens processer.
Det bliver utrolig spændende at følge denne udvikling.
Efterhånden som helheden – Jordens nye fælles netværk lever og udfolder sig, vil hele jorden påvirkes mod en ny tilstand, som vil gavne og udvikle alt på nye niveauer. Denne udvikling vil derved/ derefter udsende en helt ny og unik vibration, som gennemtrænger universet med en bølge af ny bevidsthed, hvilket var formålet fra starten af denne proces.