Voldsomme og dramatiske begivenheder har været et gennemgående tema i perioder i menneskehedens historie. Som hovedregel indvarsler de store omvæltninger, der har været på vej i det skjulte eller ubemærket over længere tid. Det er som en sygdom, der ligger og ulmer og gærer – en ny bevidsthed er ved at spire frem, men der er modstand imod forandringen, og den får ”kamp til stregen”.
Det er som om, det er et meget menneskeligt træk, at når der er noget, man er tilfreds med, ønsker man ikke forandring. Som om man fuldstændig har fortrængt, at energi altid er i bevægelse, og at intet er statisk. Hvad gør man så? Jo, man sætter hælene i og tror, at man derved kan undgå forandringen. Jo mere man prøver at forhindre flowet, jo mere vokser modstanden – som en byld, der ender med at eksplodere.
Det havde været noget bedre, hvis man havde bevaret flowet, men nu i stedet må i gang med at rense ud og rydde op, når bylden er sprunget. Der er fokus på dette i lang tid, og derfor varer noget, inden man får øje på den nye energi, det som er ved at folde sig ud.
Menneskenes og Jordens udvikling i dette bevidsthedsstadie hvor vi er lige nu – er præget af store forandringer, og store modstande mod forandringer. Vi ønsker, at enhver forandring skal være positiv og føles gnidningsløs. Men der er rigtig mange fronter, der trænger til fornyelse, så det virker lige nu som om hele verden er i opløsning. Vi har ladet stå til alt for længe – ikke sørget for at opretholde balance i processen med at slippe det, som ikke længere giver mening, og tage imod det nye, som presser sig på.
Levevilkårene for alt levende på denne jord påvirkes kraftigt i denne periode. Man snakker om global opvarmning, forurening, krige, ufred, epidemier, sygdomme, religionskrige, økonomisk krise. Der er truede dyrearter, som der arbejdes på at bevare. Men er det den rigtige vej frem? Er det ikke naturens orden, at kun det som passer ind i energien lige nu skal og kan bevares? Der er flere aspekter af denne proces. Måske er der mennesker som i deres personlige udvikling har brug for at udvikle omsorg, næstekærlighed og ansvarlighed? De har fundet denne niche, som de har gjort til deres fokuspunkt. Men er det med til at bringe flow? Det kan man spørge sig selv om. Det handler i hvert fald om, at man vil bevare status quo.
På samme måde er de mennesker, som ønsker at bringe dyr tilbage i f.eks. den danske fauna, dyr som måske for århundreder siden var en del af den danske natur, tilbage igen. For mig at se, er der også her tale om at ville vende tilbage til en tidligere balance. Naturen er ikke den samme, som den var den gang, og det er ikke jordens natur at vende tilbage til det som var. Energiens natur er at være i bevægelse. Den er ikke sentimental, og det som ikke kan opretholdes, det må falde. Og det falder uden at menneskeheden kan se, hvad det næste skridt bliver. For der opstår også hele tiden nye planter, dyr og bevidsthed, nyt liv.
Vi glemmer at være taknemmelige og at forundres over de fornyelser, der kommer omkring os.
Tager man vejret, så er det sjældent det samme, år efter år. De seneste hundrede år har man ført optegnelser, der viser, at udsving i vejret kan komme i cyklusser. Men at der også af og til sker et ”spring”, som giver ændrede vækstbetingelser forskellige steder på Jorden. Sådan har det været i gennem hele Jordklodens historie, det kan man påvise geologisk. Til tider har det været ganske dramatiske omvæltninger, og det vil det nok blive ved med, selv om menneskeheden tror, at de er skyld i forandringerne eller at de kan påvirke/ændre/forhindre forandringerne.
Ligesom den øvrige natur på Jorden må vi også flyde med i forandringerne. Og der vil være perioder, hvor vi kan føle afmagt, at alt bliver negativt og hvor vi ikke kan se formålet med forandringerne.
Men formålet kan blot være at skabe forandring. Hvad enten vi vil eller ej, vil vi blive tvunget til at følge med strømmen mod en ny bevidsthed, som vil give et nyt udtryk i vores fysiske virkelighed.
Hvordan skal vi så forstå al den krig, ufred, krise mm., som er overalt omkring os? Klart at se, at der trænger hårdt til forandring. Men det er nok de færreste, der forstår, at påvirkningerne til denne forandring kommer fra Universet, og det er ikke noget, som vi kan styre.
Med vores reaktioner, handlinger og beslutninger som vi tager, når vi handler på disse påvirkninger, er vi med til at manifestere Universets energetiske flow. Med vores bevidsthed er vi ikke i stand til at se eller opfatte, hvordan eller hvor komplekst Universets energier arbejder. Hvor småbitte brikker i det store puslespil vi i virkeligheden er.
Skal vi så bare stå på sidelinjen og se på begivenhederne omkring os?
Nej, det er vigtigt, hvad vi tænker og føler. Og det er vigtigt at vi handler, når vores indre overbevisning fortæller os, at der nu skal forandring til. Gør vi ikke det, vil vi se kriser, som dem der er for tiden. Når du tager ansvar for dig selv, din fysiske krop og de omgivelser, den befinder sig i, i en flydende og organisk proces, så er du en del af det universelle flow.