Alt hvad vi oplever, alt hvad vi tænker og føler, bliver ført rundt i vores krop af vores egen personlige livsgivende blodstrøm. Uden den kunne vi slet ikke leve, og når man først begynder at tænke over hvor komplicerede processer der skal til for at vi kan leve her på Jorden og opleve, lære og skabe, så må man virkelig forundres og fyldes med ærbødighed og taknemmelighed over den intelligens, som har været i stand til at skabe så kompleks et værk.

Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på Brorsons salme: Op al den ting, som Gud har gjort – ” gik alle konger frem på rad, de mægtede ej det mindste blad at sætte på en nælde.”

Ufattelig komplicerede processer omgiver os i denne verden. De ligger langt ud over, hvad vi kan forstå eller begribe. Men vi har fået evnen til at se og undres, fortrylles og glædes over de præstationer og mirakler, som vi får lov at være vidne til hver eneste dag. Skønner vi så på det? Lægger vi mærke til det? Nej, for det meste tager vi det som en selvfølge – og bliver endda fornærmede, hvis alt ikke går, som vi havde tænkt os.

Ofte tænker vi på naturen som noget, der ligger udenfor os, omkring os – noget vi kan tage ud i for at nyde livet, eller udnytte, hvis det passer os. Hvornår er vi kommet så langt fra den forståelse af, hvordan vi hænger sammen med, og også er afhængige af naturen? Der skal være en balance – præcis som i vores fysiske krop.

Mange af os er vokset op med ordene: ”du skal yde før du kan nyde”. Jeg opfatter det som en misforståelse af realiteterne, en måde hvorpå man kan fastholde mennesket i en rolle, hvor pligt, skyld og straf har holdt alle nede. Hvorfor har vi ikke forstået, at ordene i stadet skulle være: ”Elsk og nyd”, vær taknemmelig og mærk glæden ved at være del i det store fællesskab, som denne planet udgør. Vi kan ikke adskille os fra Jorden, lige så lidt som Jorden kan adskille sig fra os.

Vi bevæger os ud i en periode, hvor vi har brug for at udvikle en ny form for bevidsthed: en bevidsthed der omfatter os selv som en meget lille brik i jordens meget komplicerede samfund af alle former, alle stoffer, alle energier, bevidstheder, tanker og følelser, ja alt levende – for alt er levende, selv om vi ikke kan opfatte det med vores begrænsede hjerne. Først når vi forstår en lille brøkdel af denne sammenhæng – og når det føles helt naturligt, når vi ikke længere har brug for at føle os små eller ubetydelige >< eller store og betydningsfulde – når vi blot kan fornemme helheden som en naturlig del af os og os som en naturlig del af helheden kan vi begynde at gå fremad mod nye bevidsthedsformer, som Jorden har potentiale til, men som endnu ikke har haft mulighed for at udfoldes og opleves.

Vi står på tærsklen af en meget stor og betydningsfuld gennembrud, der vil føles som en komplet forandring af verden som vi kender den. Den måde vi begynder at kunne komme i kontakt med den lige nu, vil være en bestemt smag i munden, ukendt, uforståelig – og vi ved ikke, hvad vi skal stille op med den. Men bare rolig, vi skal ikke stille noget op med den – den vil bane vejen til nye sanseoplevelser til et langt mere udviklet univers, hvor vores opgave i meget lang tid vil være blot at opleve og at forundres, at tage ind og imod. At forsøge ikke at ville bestemme, kontrollere eller forstå.

På en måde skal vi føle os som et lille foster i livmoderen, hvis eneste opgave er at udvikles og at vokse, indtil det er parat til at komme ud i den fysiske verden. Men det har jo været i den fysiske verden hele tiden, blot i en tilstand, hvor vi ikke kar kunnet se og røre ved det før fødslen, og hvor barnet ved fødslen pludselig oplever den fysiske verden på en helt ny måde, selv om det er den samme jord og fysiske verden, som det har befundet sig i hele tiden. Det har bare gennemgået en stor udvikling.

På samme måde står menneskeheden overfor et sceneskift, som vi slet ikke kan forestille os, og der må nødvendigvis være en udviklingsfase, før vi er klar til at opleve verden omkring os på en ny måde – og SÅ skal vi først til at begynde at finde ud af, hvordan den fungerer.

Uendelige muligheder ligger foran mennesket. Fra tidernes morgen, fra før verdener blev skabt, fra før tid blev til tid, og fra før dufte blev til vibrationer, blev uendelige muligheder lagt ind i det ”set fra vores forståelse” – komplicerede ”liv”, der blev til. En proces med uendelige muligheder for variationer, uendelig, for en sådan proces vil aldrig ophøre, den vil hele tiden forny sig, ændre sig. Bevidsthed vil opstå, hvad ligger over bevidsthed? Og hvad ligger over bevidstheden om tilstande hinsides bevidsthed? Hvornår opnår vi den forståelse, at når vi beskriver noget, er vi samtidig med til at begrænse det, at sætte hegn op i bevidstheden?

Når vi i denne tid snakker rigtig meget om at være i Flow – ja, så har vi ingen anelse om, hvad flow i virkeligheden er. For os betyder flow, at tingene lykkes for os, at vi kan mærke, at vi er i en positiv udvikling. Det er ret begrænsende. Virkelig flow opnår vi først, når vi er i stand til at lade alle sanser opleve uden at have brug for at beskrive. Jeg tænker, at det er som at lære et nyt sprog.

Først må man tilegne sig nogle gloser, lære at sætte dem sammen, at udtale dem. Så kan man begynde at tale eller læse på et nyt sprog. Men først, når man holder op med at oversætte det inde i sit hoved, mens man læser, begynder det at ”flyde” – man er i flow.

Med hensyn til den nye bevidsthedsform er vi måske kun begyndt at ane, at der er et nyt ”sprog”, som vi intet ved om, og som vi med vores nuværende bevidsthed ikke kan opfatte eller lære før vi er i stand til at slippe alle vores begrænsninger og være i ægte flow. Og så starter processen med at lære først.